Vi havde ordnet det sådan, at køleskabet var fyldt med morgenmadsprodukter, så drengene og deres kærester kunne spise morgenmad i deres hus inden de kom ned til os.

Ugen gik med at tage til stranden og hygge sig med god mad, kylling på grillen, paella og så videre.

Onsdag den 20. april tog vi på en heldagstur til Granada, blandt andet for at se Alhambra.

Alhambra var en storslået oplevelse, men alligevel var jeg en smule skuffet. Jeg har siden fundet ud af, at jeg havde fået blandet Alhambra sammen med moskeen i Cordoba. Det var derfor jeg havde den der fornemmelse af at der manglede noget!

Vi delte os i hold efter Alhambra og gik hver for sig i Granadas gamle bydel. Vi gik blandt andet rundt i et kvarter hvor der lød inciterende flamencorytmer fra små listige steder. Pludselig endte vi på et torv hvor der var en fantastisk udsigt over Alhambra borgområdet med Sierra Nevada i baggrunden. Den gamle bydel er lille så vi stødte ind i alle de andre, bortset fra Torbjørn og Bettina.

På vej ned til vores mødested på torvet gik vi igennem basaren. Her lykkedes det os at holde de fleste på afstand, bortset fra en. Hos ham købte vi en marokkopude af kamelskind. Det lyder ret kikset, men den var faktisk flot!

Aftensmaden indtog vi på en vegetarrestaurant i det arabiske kvarter. Man kunne hverken få kød (naturligvis) eller alkohol (naturligvis), så det var rigtig hyggeligt.

Efter en lang dag vendte vi snuden hjem mod Gualchos igen.

Senere på ugen var vi en tur i Almeria. Der er temmelig langt dertil og vejen langs kysten er noget af det grimmeste jeg endnu har set på vores rejse. Området her hvor vi bor er temmelig plastret til med grimme plasticdrivhuse. Men vejen til Almeria er ti gange værre i den henseende.

Men vi kom frem og efter ca. 30 minutter kørsel i selve byen fandt vi et sted at parkere. Almeria er heller ikke noget særligt at skrive hjem om. Byen domineres af en stor borg fra maurernes tid. Den er flot. Til gengæld er det meste af borghøjens sider plastret til med det grimmeste slum man kan forestille sig. Det mest spændende var området hvor sigøjnerne bor i spraglede huse og i huler i klipperne.

Inden vi fik set os om var det allerede blevet fredag den 22. april, den sidste aften for

Troels og Ida og Torbjørn og Bettina. Rune og Isis blev et par dage mere hos os fordi de havde en uge mere i Sydspanien, nu hvor de var i gang.

Efter oplevelsen i går, besluttede vi, at det kun skulle være mig der kørte til Malaga for at hente drengene og deres kærester.

Jeg kom godt til Malaga, parkerede hos biludlejningsfirmaet, og kørte med dem ud til lufthavnen.

Her ventede jeg endnu en gang på maskinen fra København. Den var ikke forsinket. Til gengæld var der de rigtige passagerer med denne gang. Efter at vi havde fået sagt rigtigt goddag til hinanden, tog vi shuttlebussen til biludlejningsfirmaet. Her fik vi lejet den ekstrabil, det er nødvendigt at have når man pludselig er 10 der skal af sted på tur. Det hele gik som smurt, bortset fra at Rune ikke kunne være chauffør fordi han kun har haft kørekort i et halvt år.

Endelig af sted med Rune og Isis og mig forrest og Torbjørn, Bettina, Troels og Ida lige bag efter. Drengene havde walkie talkier med så vi kunne kommunikere undervejs. Alletiders bortset fra, at Torbjørn blev distraheret af en besked allerede i den første rundkørsel efter 200 meter og kørte forkert!

Vi opdagede det ikke lige med det samme, men kørte af sted, først hurtigt senere ret langsomt. Vi kørte ind i nødsporet på motorvejen og ventede, men der skete ingenting. Efter en del ringeri frem og tilbage lykkedes det endelig for Torbjørn at komme den rigtige vej ud af lufthavnsområdet, men da var der også gået 1½ time!

Sådan kan det gå, men vi kom dog til Gualchos inden midnat. Her ventede Tina med mad og drikke.

Efter maden drog gæsterne af sted til det hus i byen vi havde lejet til dem. Byen er ikke ret stor, så det tog bare fem minutter.

Det var dejligt at se dem alle sammen igen og at se Torbjørns kæreste Bettina for første gang.

Ud over at det var dronningens fødselsdag, var det også dagen hvor vi skulle hente drengene og deres kærester i Malaga. Vi tog forholdsvis tidligt af sted, så vi kunne få en dag ud af det når vi alligevel skulle køre så langt. Vi brugte en del tid i den gamle bydel og hyggede os indtil vi skulle ud til lufthavnen for at tage imod.

Vi ankom i god tid, det gjorde flyet derimod ikke. Det var en halv time forsinket. Men endelig kom det. Til gengæld tog det sin tid inden passagererne fra København begyndte at dukke op. Og vi ventede. Til sidst ringede jeg til Runes hjemmetelefon, det eneste nummer jeg lige havde i hovedet. Og min sandten om ikke der blev svaret!

Og de glædede sig alle sammen til at se os i morgen aften!

Slukørede måtte vi køre hele vejen hjem til Gualchos igen. Heldigvis havde vi haft en god dag i byen så det hele ikke havde været spildt!

Turen fra Washington til London gik fint og vi ankom klokken 7.00 om morgenen. På grund af at British Airways havde aflyst det fly vi skulle med, kom vi først med et fly til Malaga klokken 16.00, så der var nogle timer der skulle overstås i Heathrow inden vi kunne komme videre.

Vel ankommet til Malaga fik vi lejet vores bil og så af sted mod Gualchos. Det er en lille bjergby ca. 140 kilometer fra Malaga, så da vi nåede frem var det sent om aftenen og mørkt. Det håndtegnede kort over byen er ikke så præcist, så vi brugte en del tid i de meget snævre og undertiden ensrettede gader/gyder i landsbyen før vi fandt Marias hus hvor vi skulle have nøglen til vores hus og endnu senere vores eget. Men det lykkedes dog til sidst. Efter en kort gang aftensmad ved midnat var det i seng. På grund af jetlag faldt vi dog sent i søvn og vågnede først næste dag ved 16-tiden!

Hele den første uge i Sydspanien gik med at komme over jetlag, få købt ind til længere tid, få styr på byen og den nærmeste omegn. Og tiden gik og så var det allerede den 16. april!!

Da vi kom, føltes det som om, det stadig var vinter. Ligesom i Danmark har det været vinter længe i Virginia i år, og det var råt i vejret og overskyet. Vi hundefrøs!

De første dage brugte vi på at købe nyt tøj som erstatning for det gamle, der var blevet væk med rygsækken. Vi har derfor brugt en del tid i amerikanske malls (storcentre, og de er virkelig store). Det kan godt tage lang tid, når man ikke ved på forhånd, hvor tingene er. Pigerne var nødt til at tage med, og det er ellers ikke deres kop te – uanset om det er dem, der skal have tøj eller ej. De fordrev tiden med at drille hinanden og så videre i den dur, så vi til sidst måtte bede dem gå ud og vente udenfor butikken i centeret. Men så greb ekspedienten ind og advarede os mod at efterlade børnene alene ude på gangarealerne. Man kan jo aldrig vide, om de er der, når man kigger efter dem igen …

Vi så meget mere af den slags: i Wallmart (en stor butikskæde med alt mellem himmel og jord) hang der billeder af forsvundne børn og opfordringer til at passe på sine egne. Det er helt ekstremt, men det er altså dagligdag i hver en krog i USA.

Dagene gik alt for hurtigt derudaf: vi var på besøg hos Jens og Donna, hvor alle samledes lørdag aften til mad, snak og dans. Vi overnattede der, og samledes alle dagen efter hos Birgit og Cesar, hvor Kristens 21 års fødselsdag skulle fejres med en stor kage. Især Andrea var spændt på at se kagen, og hun blev ikke skuffet. Større kage skal man lede længe efter, og selvom mere end 12 mennesker guffede ganske grundigt og seriøst, var der kage til mange dage. Vi gav Kristen et par fine sølvøreringe med perlemor og en hel masse tegninger.

Dagen efter skulle fødselsdagen fejres på en restaurant inde i byen med Kristens familie og venner. Tonni tog ikke med, fordi han var blevet sløj, men det lykkedes os andre at mødes på trods af temmelig stort besvær med at finde stedet. Det var en fondue-restaurant, og man kunne sikkert have brugt hele aftenen derinde, hvis det ikke var fordi, man havde børn med. Både Bjørk, Andrea, Sasha og Gianni blev trætte derinde og kedede sig bravt. Men Kristen var glad og havde sine nye øreringe på.

Jens kom forbi en dag og tog os med ud en tur til Ute, hans og Birgits mor, som bor ude på landet. Jeg kan godt huske hende fra jeg var lille og hun boede i Danmark. Hun kan stadig tale lidt dansk og forstå lidt af det, vi skriver. Og for første gang lagde jeg mærke til, at hun har tysk accent, når hun taler engelsk. Hendes mand er i Irak, og det er selvfølgelig en nervepirrende situation for hende. Når han er færdig til sommer, skal de mødes i Tyskland og se hendes barndomsby, og derefter vil de en tur til Danmark.

En anden dag var vi på tur med Jens, hvor vi kørte ud i Blue Ridge Mountains, som er en del af Appalache-bjergene. Vi kørte ad Skyline Drive, hvor man har en fantastisk udsigt. Vi havde taget mad med og var på ”piccernic”, som Andrea kalder det. Og så ud at gå en tur i bjergene … Denne dag var den varmeste forårsdag, og da vi kom tilbage var alle ungerne på vejen ude at lege. Jens blev og spiste med, og alt mindede en del om en dansk forårsdag, bare meget varmere. Der var på få dage sket en stor forandring i vejret: det var blevet forår, og alle talte om, at nu ville vi få at se, når alle de japanske kirsebærtræer (som står alle vegne langs veje og stier) sprang ud. Og de sprang faktisk ud, inden vi rejste igen!

Vores besøg lå lige efter påske midt i hverdagen, kun med en enkelt hel weekend. Så vi fik virkelig et indblik i familiens hverdag, og blev en del af den. Bl.a. var vi et par gange inde at se Gianni, når han gik til Taekwondo. Han spiller også fodbold, hvor Cesar skal være træner. Hver søndag er der kamp, og så sidder alle forældrene og hujer og råber – det er jo helt vildt. Men det er måske ikke udelukkende et amerikansk fænomen …

Birgit er selvstændig erhvervsdrivende kvinde og har sit eget firma, som hedder ”Dansk Massage”. Der kan man få fysiologisk massage, ansigtsbehandlinger, ordnet negle, hænder, fødder, spa og hvad ved jeg. Vi var inde at se det, et meget lyst og venligt sted, lidt skandinavisk i stilen. Tonni og jeg skulle selvfølgelig have en smagsprøve på etablissementets tilbud, så vi fik en god gang kropsmassage med olie og dæmpet musik i baggrunden. Så er der langt til Bangkoks massage-huler, hvor man ligger side om side med de andre turister på madrasser på gulvet. Men ikke et ondt ord om thai massage, det er den bedste der findes, og udøverne er dybt professionelle. Donna arbejder hos Birgit med ansigtsbehandlinger, manicure osv., og jeg blev tilbudt at prøve det også. Det blev der nu ikke plads til i programmet …

Da vi skulle til lufthavnen den sidste dag, var det midt på en fredag eftermiddag, hvor alle arbejdede, så vi regnede med at køre derud selv. Men så lykkedes det Jens at få fri fra arbejde, så han kunne køre os. Det viste sig at være rigtig heldigt! Vi havde tænkt os at køre til lufthavnen ad motorvejen, men Jens kendte en kortere vej, så vi kørte ad landevejen. Sikken et held! Der var nemlig sket et trafikuheld på motorvejen, så den var spærret, og hele eftermiddagstrafikken fra Washington svulmede op i lange køer, og alle kunne påregne timers forsinkelse. Hvis vi havde kørt selv, havde vi selvfølgelig kørt ad motorvejen, og så … ja, så havde vi bare ikke nået vores fly. Puha!

Vi havde planlagt at drikke en kop øl sammen med Jens i lufthavnen, men det skulle vise sig at være helt umuligt. (Det har han og jeg ellers tradition for, så man har kunnet tidligere). Men alle lufthavne i det store land er lavet om efter 9/11 og nu kan man ikke engang sidde og drikke øl sammen mere. ØV! Der var ingenting i forhallen udover køer og check-in, så vi tog en hurtig afsked og gled ind bagved security-området. Og så var vi startet på den sidste rigtig lange flyvetur tilbage til Europa. Det bliver jo næsten ligesom at komme hjem …